B+U
Chopingos fødselsdag

’I dag er det Chopingos fødselsdag – hurra, hurra, hurraaaaa….’

Chopingo gned sig i øjnene og da han kiggede op over dynen, så han sin mor og far, der stod for enden af sengen med små papirsflag, mens de sang fødselsdagssang. Han smilede og så kildede det allerede i maven – han havde nemlig set hjørnet af en stor gave aftenen før, og kunne næsten ikke falde i søvn, fordi han lå og tænkte på, hvad der kunne være i den. Chopingo og hans mor og far fulgtes ad ud i køkkenet, hvor der var dækket det fineste fødselsdagsbord med flag og balloner. Og dér – lige ved siden af hans stol – stod den største gave, han nogensinde havde set.

Han løb hen og begyndte at pakke op. Først fik han det flotte røde bånd af og derefter papiret. Så kom han ind til en papkasse, der var tapet godt og grundigt til over det hele. Den var slet ikke til at åbne, men heldigvis kom Chopingos far hurtigt med en saks og snart kunne de åbne kassen. Først lå der en masse plastic med lufthuller i og selvom de sagde en rigtig sjov lyd, når han trykkede på dem, blev de hurtigt lagt til side, så Chopingo kunne se, hvad der var nedenunder. Først var der en stor, flad, firkantet pakke – og da han endelig fik pakket den op, var der det flotteste, helt skinnende sorte nodestativ med små udskæringer i. Det lignede noget fra gamle dage, selvom det samtidig var let at se, at det var funklende nyt. Den næste pakke var lang og rund og i den var benene til stativet. Chopingos far hjalp ham med at sætte de to dele sammen og så stod stativet og skinnede lige midt i køkkenet. ’Ih, tak, mor og far’ sagde Chopingo. ’Det er meget flottere end det lille metalstativ, jeg har nu – det er endda flottere end dem, de har i symfoniorkestret!’

Chopingo var meget stolt og skyndte sig ind efter sin cello og sine noder og stillede sig op midt i køkkenet og spillede Bjældeklang. Det var godt nok ikke helt jul længere, men han havde øvet sig så længe på den sammen med sin lærer inden jul, at det var den, han kunne bedst lige nu. Hans mor og far klappede, da han var færdig og Chopingo bukkede dybt, ligesom han havde set solisterne gøre det, når han var til koncert i symfoniorkestret.
Så satte de sig til bords og spiste rundstykker og kager – de havde god tid, for Chopingos fødselsdag var heldigvis en søndag i år, så han skulle ikke i skole før næste dag. Chopingos far sad og læste avisen, og pludselig kiggede han over på Chopingo og spurgte: ’Har du set, hvem der også har fødselsdag her i januar?’ Det havde Chopingo ikke, så han rystede bare på hovedet – han havde nemlig munden fuld af kage. ’Det har Aalborg Symfoniorkester. De bliver 70 år – og holder en speciel fødselsdagskoncert. Skal vi ikke tage ind og høre den?’ Chopingo var ellevild. Han havde hørt om den store koncert, men vidste ikke, at det var fordi, orkestret havde fødselsdag. ’Det vil jeg godt nok gerne! Kan vi så ikke tage ud og spise pizza først?’ Chopingos mor og far kiggede på hinanden og grinede. ’Det er en aftale.’

Link:
Print